
Dejen er et par dage under vejs, men du bliver så rigeligt belønnet. Bollerne har masser af smag og den helt rigtige sejhed så de er værd at vente på😜
- 3 dl surdej ( se opskrift på surdej)
- 5 dl vand
- 4 dl ølandshvede
- 6 dl hvedemel
- 15 g salt
- 5 g gær
Gær og surdej røres sammen med vandet. Øvrige ingredienser tilsættes og dejen røres på røremaskine med dejkrogen ved medium hastighed i 5 min. Skru op til max hastighed så dejen kastes rundt i skålen. Dejen skal være meget blød. Efterhånden dannes der de velkendte gluten strenge, som er vigtige for et godt resultat. Dejen er færdig æltet når den slipper både sider og bund. Det er den efter ca 15 minutters æltetid i alt. Dejen løftes over i en skål smurt med olie. Gerne en med låg, der kan være i køleskabet. Jeg bruger en stor rektangulær glasskål med låg, ca 30×25 og 5 cm høj. Nu skal dejen koldhæve i min 8 timer gerne længere. 6 timer før du vil bage bollerne, tages dejen ud af køle skabet. Efter ca 6 timer skulle dejen gerne være hævet godt op i skålen.

Tænd ovnen på 240 grader med en plade i.
Nu skal bollerne i ovnen
Dejen løftes forsigtig ud på et bord drysset med rigelig mel. Skær forsigtigt med en dejskærer stykker af dejen, som listes over på en plade med bagepapir. Du får 12 – 15 boller af denne portion. Pas på ikke at lukke for meget luft ud af dejen. Når ovn samt pladen i ovnen er varm, trækker du forsigtig bagepapiret med bollerne over på den varme plade. Bages ca 15 min ved 240 grader.
Tip:
Dejen er meget blød, derfor sørger jeg altid for at bord, dejskærer og mine hænder er drysset godt med mel. Med dej skæreren skærer jeg ligesom en lang ca 6cm pølse fra dejen, imens jeg ligesom skubber dejen ind under sig selv. Her efter deler jeg pølsen på samme måde, og løfter med det samme bollerne over på pladen.
Det lyder måske omstændeligt, men når man først har taget på det, er det ganske enkelt.