Spelt sirupsbrød

Det her brød er bagt uden gær og alene på surdej, med lang hævetid. Det giver et dejligt holdbart brød der kan holde sig i flere dage. Det har en dejlig smag af spelt og rug forfinet med den søde sirup. Jeg har bagt i form for at holde lidt på opdriften i brødet- men du kan også bruge en hævekurv. Jeg har brugt min rugbrødssurdej. Da jeg havde rørt dej til rugbrød lod jeg ca 1,5 dl være tilbage i skålen. Det er ret afgørende med en velfungerende surdej.

Alternativ kan man selvfølgelig tilsætte en lille smule gær – men der er altså bedst med surdej😜

  • 1,5 dl rugsurdej
  • 4 dl vand
  • 2 dl mørk øl
  • 1,5 dl sirup
  • 800 g sigtet speltmel
  • 200 g rugmel
  • 1 stor spsk salt

Start med at blande surdej og vand, tilsæt øvrige ingredienser og kør dejen en 8-10 minutter. Dejen skal være lidt fugtig med gode glutenstrenge, tilsæt lidt mere vand om nødvendigt. Hæld dejen over i et oliesmurt dejfad og dæk med film. Lad dejen hæve i ca ti timer (natten over) i dit køligste rum – ikke køleskab! Når dejen har nået dobbelt størrelse med fin hvælving, listes den forsigtig over i en stor sliplet form, eller en godt melet hævekurv. Pas på ikke at slå pusten ud af dejen. Hæver yderligere en times tid på køkkenbordet.

Sættes i en 210 grader varm ovn i ca 40 minutter, dæmp evt varmen lidt det sidste kvarter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *