Hveder med chokolade

Varme hveder er en gammel tradition. Jeg har læst at den stammer fra dengang bageren holdt lukket store bededag. I dag spiser man dem aftenen før store bededag. Jeg har bagt rigeligt, for her spiser vi dem hele store bededags ferien😜 I år har nogle af dem lige fået lidt ekstra twist med chokolade, og allesammen er selvfølgelig godt krydret med kardemomme.

  • 10 gram gær
  • 3,5 dl mælk
  • 3,5 dl vand
  • 2 æg
  • 50 g sukker
  • 1 stor spsk groft salt
  • 2,5 spsk kardemomme ( ja det er 2,5 spiseske😜)
  • 1,2 kg hvedemel
  • 50 g smør
  • 100 g mørk callebaut chokolade pastiller ( eller hakket mørk chokolade)

Mælk og vand lunes til lillefinger varm, gæren opløses heri. Hold lidt vand tilbage. Tilsæt æg, sukker og salt og rør sammen. Tilsæt mel og kardemomme og rør nogle minutter på røremaskinen. Til sidst tilsættes smørret lidt efter lidt til du har en blød men formbar dej. Tilsæt evt ekstra mælk/vand hvis den er for tør. Hæver tildækket et par timer på bordet. Dejen deles i to lige store stykker. Ælt chokoladen ind i den ene dejklump. Hver dejklump formes til 10 lige store boller, som sættes med en cm’s mellemrum i en bradepande. Efterhæver tildækket på køkkenbordet, til dobbelt størrelse. Bages ca 12 min i en 220 g varm ovn. Afkøles

Flækkes og ristes i ovnen. Spises med iskoldt smør😋

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *